1969-1972

Til 1969-sæsonen skiftede Ring Djursland for første gang ejermand, da Annie Legarth solgte banen til sin far, Gunnar Henriksen, som sin høje alder stadig var aktiv i motorsporten og tillige meget succesfuld. Men selv om Annie Legarth ikke længere var ejer af banen, så bevarede hun endnu i nogle år en vis tilknytning til stedet, da hun i starten af halvfjerdserne boede i landsbyen Pederstrup sammen med sine fire børn.

Gunnar Henriksen sørgede for en række forbedringer af banelegemet, ligesom der blev opkøbt flere arealer til depot og parkering, men allerede et år senere solgte han banen videre til Ancher Larsen for et seks-cifret beløb. Selv om han blot var midt i trediverne var Ancher Larsen lidt af en veteran i dansk banesport, da han i 1956 var blevet Danmarksmester på Roskilde Ring. Siden hen drev han et autoværksted i Hedehusene (hvor Gunnar Henriksen jo også var hjemmehørende), men opgaven som baneejer kastede han sig ud i med liv og sjæl.

1969-Bane-Historisk-01

Ancher Larsen havde således mange ideer ved overtagelsen. Asfaltbanen skulle således suppleres med både en jordbane og en motocrossbane, ligesom der skulle opføres et cafeteria (som var datidens store hit), mens kørselsretningen skulle ændres til at gå imod uret. Ikke alle planerne blev realiseret, men da 1970-sæsonen startede med Metzeler Cup, var der sket mange forandringer. Aarhus Motor Klub Autosport havde således overtaget den sportslige afvikling efter Djurslands Automobil Sports Klub. Kørselsretningen var blevet ændret, og tillige havde banen fået en ny konfiguration, idet der var blevet lavet et nyt sving lige inden Trapperne, som resulterede i en længde på godt 1.450 meter.

1970-Bane-Historisk-01

Der blev også kørt motocross på banen, hvor man – lidt som på den nedlagte Roskilde Ring – kørte op og ned ad bakkerne og på tværs af asfaltbanen, ligesom der også blev arrangeret en enkelt musikfestival, som for en stund forvandlede banen til en mellemting mellem Thy-lejren og Roskilde Festivalen.

1971-Bane-Historisk-01

Når det gjaldt bilsporten, var dog fortsat standardvognene, som var det store trækplaster på banen. Her lykkedes det således trioen Jens Winther sr., Sven Engstrøm og Aage Buch-Larsen at sikre Danmark en landskampsejr over Sverige, mens Jens Winther sr. også blev noteret som vinderen af det sidste handicapløb for biler på en dansk asfaltbane. Men nyheder var der også. Hovedbegivenheden ved Jysk Grand Prix var således et løb over 60 omgange for Formel Ford 1600, hvor deltagerne skulle i pit for både at få tanket op og skiftet dæk. Her gik sejren til Håkan Dahlqvist i sin Lotus 61. I de følgende år lagde Ring Djursland ofte asfalt til DM-løb for Formel Ford 1600, hvor Karsten Ree, Jørgen Herlevsen og Jac Nellemann var de danskere, som klarede sig bedst mod de mange svenske konkurrenter.

Det blev dog kun til en enkelt sæson, hvor kørselsretningen var mod uret, for allerede i 1971 kørte man den rigtige vej igen. Alligevel rummede denne sæson også en interessant nyhed, som faktisk var forud for sin tid. Anden påskedag kunne banen præsentere en ny løbsform, hvor nordmanden Trond Schea vandt den store standardvognsklasse med sin Ford Escort TwinCam, mens Keld Hansen – alias Saab-Keld – tog sig af den lille. Bilerne brugte ikke bare banens asfalt, men også en del af inderkredsen, hvor der var lavet et nyt forløb med løst underlag på inderkredsen. Autocross blev det dengang kaldt, og det blev ikke den store succes. I dag kendes disciplinen som rallycross, og da den dukkede op igen på banen syv år senere, var det en helt anden og langt større succes.

1972-Bane-Historisk-01

Året efter skulle der atter noget nyt til, og det blev i form af et langdistanceløb, som udviklede sig til at blive en forholdsvis fasttømret tradition på banen gennem halvfjerdserne. Jens Winther sr. vandt første udgave sammen med sin svenske makker Boo Brasta. Året efter sejrede det svenske Volvo-par Ulf Granberg og Göran Sällström, og herefter gik der nogle år, inden traditionen blev genoptaget i 1978, da Flemming Hjersted og Preben Kristoffersen vandt.