1967-1968

Udover baneudvidelsen havde man i 1966-sæsonen også været vidne til en færdiggørelse af banens tribune, der gjorde det muligt at se de to langsider, men ikke den mest krævende del af banen, som dengang stadig lå gemt i en mindre skov. I 1967 fortsatte Jens Christian Legarth, hvor han havde sluppet året forinden med flotte Formel 3-felter, hvor Kurt Ahrens vandt Åbningsløbet med Reine Wisell og Ronnie Petersson på henholdsvis tredje- og sjettepladsen. Ved Valvoline Cup i juni optrådte The Chequered Flag-teamet for første gang i Danmark med sine Gemini-vogne, der havde DAF-motorer og Variomatic-gearkasser, og den nye teknik viste sig at være særdeles velegnet. Peter Gethin og Mike Beckwith dominerede de indledende heats, men i finalen kørte Beckwith af banen, mens Gethin måtte se sig besejret af Peter Westbury i en mere konventionel Brabham BT21.

1967-Bane-Historisk-01

I weekenden den 29.-30. juli 1967 slog Ring Djursland portene op til sit største løb, der i øvrigt blev kørt på et nyt baneforløb på lidt mere end 1.200 meter. Umiddelbart efter passagen af dommertårnet fortsatte bilerne ikke ligeud ned mod Trapperne som i dag, men drejede til venstre, hvor et lille stykke asfalt førte dem til Depotsvinget, hvorfra de fortsatte ned mod Skoven.

Samtidig var det nogle kvalitetsfyldte felter, man kunne præsentere. Sportsvognsklassen havde således deltagelse af både Lola T70, Ferrari Dino og Porsche 906, mens feltet i Formel 3-klassen vel nok var det bedste, der nogensinde er oplevet på dansk grund. Felday Engineering havde således Derek Bell i én af sine biler, Ecurie Crio Tournesols to Matra MS5 blev kørt af Philippe Vidal og Jean Pierre Jabouille (der i øvrigt havde Jacques Laffite med som mekaniker), mens Francois Cevert deltog i en Alpine A310. Ligeledes var der også deltagelse af fabriksbiler fra De Sanctis og Pygmee.

1968-Bane-Historisk-01

Det var Jean Pierre Jabouille, som dominerede begivenhederne. Den senere Formel 1-vinder vandt begge lørdagens løb, og han lå da også i front i det første af tre planlagte løb om søndagen, hvor det regnede så kraftigt, at der dannede sig mange pytter på asfalten. Jørgen Ellekær og Douglas Revson havde en hård kamp nede i feltet, og da de skulle indhente Ray O’Connor med en omgang, opstod der en vis forvirring på grund af den dårlige sigtbarhed. Trioens biler kolliderede og tog straks retning af inderkredsen, hvor de ramte en række af banens officials, heriblandt Jens Christian Legarth, som havde stået meget tæt ved banekanten for med et blåt flag at signalere til Ray O’Connor, at han ville blive overhalet. Jens Christian Legarth blev ramt af Ray O’Connors bil, der slæbte ham med et langt stykke, og da bilen endelig stoppede, lå den ovenpå baneejeren, der med en knust brystkasse var dræbt på stedet. Douglas Revson bl.a. blev ramt af vragstumper fra starterens podium, som var lavet af en brøndring i cement, og han pådrog sig så svære læsioner, at han senere døde. Yderligere fem personer blev hårdt kvæstet ved ulykken. Det var Jens Christian Legarths hustru, Annie, løbslederen Henry Krogsøe, starteren Bent Salling, samt de to officials Hans Granberg og Gunnar Jørgensen.

Ulykken var den mest alvorlige i dansk motorsports historie, og på mange måder kan man sige, at Ring Djursland aldrig rigtigt er kommet sig over ulykken. Det var ikke bare en baneejer, man havde mistet ved ulykken. Jens Christian Legarth var også én af bilsportens store entreprenører og idémænd, der ikke bare havde sine meningers mod, men også viljen til at gennemføre tingene.

Trods det svære tab fortsatte aktiviteterne på Ring Djursland. Allerede et par uger efter ulykken blev der kørt TT-løb på banen og i efteråret blev Jyllands-Ringens Erik Fagerdal hyret som arrangør af et billøb, hvor man på eget initiativ havde gennemført en række forbedringer af sikkerheden. Enken Annie Legarth drev banen videre, og vægten blev mere lagt på standardvognsklasserne, hvilket også hang sammen med, at formelvognssporten i disse år havde det svært i Danmark. Formel Vee-klassen slog aldrig rigtigt an, Formel Ford ventede endnu på sit gennembrud, og kun få danskere var aktive i Formel 3-klassen. Alligevel blev det til et enkelt Formel 3-løb i 1968, hvor Ronnie Petersson totalt dominerede begivenhederne og vandt samtlige fem heats ved banens Petit Race, hvor Jørgen Ellekær som bedste dansker højst kunne klare en ottendeplads.