1965-1966

Intentionerne var de bedste, da de første planer for banen blev fremlagt i starten af 1965. Manden bag var Jens Christian Legarth, der i den første halvdel af tresserne havde været én af Danmarks bedste racerkørere, hvor han turnerede Europa rundt i først Formel Junior og siden Formel 3-klassen. Her fik en alvorlig ulykke i Ungarn ham til at stoppe som aktiv racerkører, men selv om han både var proprietær og udgiver af det til tider kontroversielle blad, Illustreret Motor Revy, så ville han ikke droppe sporten helt. I stedet ville han gøre en indsats som arrangør og banebygger, og målsætningen var fra starten klar. Det skulle ikke bare være tale om en bane, hvor der kun skulle køres race med datidens standardvogne som Mini Cooper og Ford Escort. Ambitionsniveauet var endnu højere. Det var international racing i almindelighed og Formel 3-klassen i særdeleshed, som den unge racerkører ville præsentere for det hjemlige publikum med sin nye racerbane.

1966-Bane-Historisk-01

Banebygning var i øvrigt ikke nogen ny udfordring for den dengang 25-årige Jens Christian Legarth. Allerede tre år tidligere havde han arrangeret et enkeltstående jordbaneløb på markerne ved det nærliggende gods, Søholm, som han havde arvet fra sine bedsteforældre. Selv om det kun blev til et løb på markerne, så var det den første lokalitet, som var i tankerne, da Jens Christian Legarth i starten af 1965 fik ideen til at bygge den første asfaltbane i Jylland, hvor billøb tidligere kun var blevet kørt på den nedlagte Hobrobane, Korskrobanen og Ørnedalsbanen samt diverse trav- og speedwaybaner.

Godsets placering i Kolindsund var nemlig ikke uden problemer. Publikumstilstrømningen blev nemlig fra start forventet til at blive meget stor, og da det skulle ske via en række mindre broer, satte medlemmerne i Sundelauget sig imod, og der måtte findes en anden placering. Et andet landsbrugsareal i området blev også forgæves taget i skue, inden Jens Christian Legarths faste mekaniker, Frank Jessen, forslog ham at kikke nærmere på et stykke jord ved landsbyen Pederstrup.

Som sagt så gjort. Samme dag, som han havde besigtiget området, hvor en del i forvejen var lejet ud til boldbaner, lavede han en aftale med ejeren om at leje det 28 tønder land store område med en forkøbsret, som han dog senere gjorde brug af. Umiddelbart herefter gik han i gang med at udforme banen, og der var ikke nogen arkitekter indblandet. Den del stod den tidligere racerkører selv for. Han satte sig bag rattet af sin personbil og kørte så rundt på kornmarken, mens en række hjælpere blev bedt om at stille sig op for at markere de steder, hvor der skulle være sving.

Hermed fik entreprenøren nogle hjulspor, som bulldozerne kunne skabe banen efter, men det var vigtigt, at de holdt sig til hjulsporene, for af lejeaftalen fremgik det nemlig, at landmanden skulle kunne høste det tiloversblevne korn, som jo var blevet sået, inden Jens Christian Legarth dukkede op! Slutresultatet af bulldozernes arbejde blev en bane, der blot var 800 meter lang, og som havde en langside på bare 250 meter, mens der var tre højre- og et venstresving, hvoraf det længste af disse havde en mindre niveauforskel, da det gik på tværs af den skråning, som i dag udgør nedkørslen til henholdsvis Skoven og Trapperne.

Mens banen var under opførelse, herskede der i offentligheden nogen uklarhed over, hvad den skulle hedde. Dagbladet Politiken omtalte den således som både Tirstrup Ring og Jyllands Ring, ligesom betegnelsen Djurslands Ring også blev brugt. Men det endte i stedet med det mere mundrette Ring Djursland, som banen siden er blevet kendt ved.

Den 29. august 1965 var banen så klar til at slå portene op for publikum med sit Åbningsløb. Egentlig havde det været planen, at en lokal klub skulle stå som arrangør, men da Djurslands Automobil Sports Klub først var under dannelse og endnu ikke havde fået det grønne stempel af Dansk Automobilsports Union, blev den sportslige arrangør i stedet Aarhus Automobil Sport (som siden hen faktisk også har arrangeret de første løb på både Jyllands-Ringen og Padborg Park!).

1966-Bane-Historisk-02

Fire klasser var på programmet ved Åbningsløbet, og foruden Jens Christian Legarths store hjertebarn, Formel 3, gjaldt det to standardvognsklasser og en klasse for gruppe 4, som bl.a. omfattede racersportsvogne. I Formel 3-klassen var ejeren selv med i feltet, hvor han ubesværet vandt første heat i sin Brabham BT15 foran svenskeren Gunnar Pedersen i Lotus 22. Angiveligt fandt Jens Christian Legarth det upassende at vinde, når han nu var vært, så i andet heat lod han sig passere af svenskeren, som vandt sammenlagt, men hurtigste omgang blev Jens Christian Legarth selv noteret for, da han brugte 27,0 sekunder om at tilbagelægge de 800 meter. I racersportsklassen vandt Elo Sørensen i sin gamle Lotus Eleven, da Ole Vejlund i sin nyere Lotus 23 kørte ind i én af banens jordvolde, mens den randrusianske møbelpolstrer Poul H. Pedersen sørgede for lokal sejr i den lille standardvognsklasse. Den store klasse vandt Aage Buch Larsen derimod foran Tom Belsø.

Ved Åbningsløbet var der kritiske røster fremme omkring banens kørselsretning og generelle udformning.

En stor del af de danske racerkørere protesterede over, at man ikke kørte mod uret, for det var de vant til på Roskilde Ring. Men i modsætning til de fleste af dem havde Jens Christian Legarth kørt på mange baner ude i Europa, og her var – og er – kørselsretningen nu engang med uret. Og sådan blev det! Hvad angik udformningen, så fandt mange den for smal, og længden var heller ikke tilfredsstillende. Mens det smalle baneforløb lige siden har været et kendetegn ved Ring Djursland, så var det lige fra start Jens Christian Legarths plan, at banen skulle udvides. Men det kunne ikke nås i 1965, hvor man dog afviklede endnu et arrangement, da Randers Motor Sport i oktober stod bag afviklingen af DM-Finalen i TT (det, der i dag hedder Road Racing). Her vandt Dan Jeppesen og Jørgen Arnholtz de to DM-klasser for henholdsvis 250 og 500 cm3-maskiner, mens svenskerne Börje Jansson og Kent Andersson vandt de to internationale klasser, der var på programmet.

Efter nytåret slap de første detaljer omkring banens udvidelse ud. I første omgang blev en beskeden udvidelse fra 800 til 1.000 meter omtalt, som groft sagt bestod gennem tilføjelsen af den hårnål, som vi kender i dag ned mod landsbyen Pederstrup. Senere blev en tegning lavet af arkitekt Per Lauritsen offentliggjort, og af den fremgik et baneforløb, hvor man udover tilføjelsen af hårnålen også havde flyttet det længste sving længere mod øst. Dette skabte plads til den interne sløjfe og dermed det forløb på 1.752 meter, som vi kender i dag.

Herefter gik gravemaskinerne og bulldozerne atter i gang på Ring Djursland, for hen ved 10.000 tons jord måtte fjernes, inden banen kunne blive klar til Åbningsløbet, som var planlagt til 17. april 1966. Imidlertid nåede man ikke at blive klar til den dato. En uge inden satte et kraftigt snevejr ind, og på det tidspunkt havde man endnu ikke fået lagt et slidlag. Da det så endelig skete, endte det med, at lastbilerne ødelagde banen flere steder, hvorfor man måtte udsætte premieren en uge.

Åbningsløbet bød på Danmarkspremiere for den nye Formel Vee, hvor feltet primært bestod af syv af de danskbyggede Jala-vogne, hvor den ene af de to konstruktører, Aage Langthjem, vandt foran Jimmy Smed og Egon Nielsen. Med på programmet var også Formel 3-klassen, hvor udsættelsen af Åbningsløbet betød, at en del af de oprindeligt tilmeldte ikke kunne komme, da de var forpligtet til at deltage på Ring Knutstorp. Alligevel valgte Freddy Kottulinsky at køre i Danmark, hvor han vandt foran landsmanden Börje Sköld, mens Ole Vejlund blev bedste dansker på tredjepladsen.

1966-Bane-Historisk-03

Jens Christian Legarths internationale kontakter begyndte nu at bære frugt, for kvaliteten af startfelterne i netop Formel 3 blev bedre og bedre for hvert arrangement, hvilket også helt klart lå i tråd med hans ambitioner for banen. Til Valvoline Cup Grundlovsdag var hurtigste mand i tidtagningen således ingen ringere end den senere Formel 1-teamejer, Frank Williams, men i løbet spandt han hurtigt af banen og udgik. Løbet blev i stedet en interessant duel mellem svenskeren Picko Troberg og det nye britiske navn John Fenning, som Jens Christian Legarth lige præcis havde nået at få skrevet kontrakt med, inden han vandt sit første løb i Belgien, og hans honorar derfor steg. Også på Ring Djursland blev det til en sejr for John Fenning, som dog aldrig nåede helt til tops i motorsporten, men som stadig er aktiv. Han stod således senere bag firmaet Willans, som leverer sikkerhedsseler, ligesom han har kørt historisk Formel 1 i en Wolf WR1. Picko Troberg var atter med i topopgøret, da det internationale Formel 3-cirkus var tilbage til Kanonløbet i slutningen af juli. Her måtte én af favoritterne Kurt Ahrens allerede udgå efter kollision på første omgang, og sejren gik derfor til Trevor Blokdyk, mens Reine Wisell endte på sjettepladsen, adskillige placeringer foran landsmanden Ronnie Petersson.

Selv om det var med Formel 3-klassen, at Jens Christian Legarth ønskede at profilere banen, så blev der også plads til mange andre klasser. Der blev således kørt masser af standardvognsrace, og 1966-sæsonen blev faktisk afsluttet med noget, man ikke havde set før (og i øvrigt heller ikke siden) i Danmark – et juleløb. I britisk motorsport havde der i tresserne længe været en tradition for, at man kørte et uhøjtideligt løb Boxing Day (anden juledag), men herhjemme blev det lidt mere besværligt for Jens Christian Legarth at forvandle idé til handling. Anden juledag 1966 var nemlig begunstiget med frostvejr, så baneejeren måtte gøre brug af en møgspreder til at fordele 800 kg salt på banen, inden løbene kunne afvikles med sejre til bl.a. Poul Weinreich og Flemming Rasmussen, sidstnævnte kendt som Maleren.