Fire sekunder afgjorde firetimersløb på Ring Djursland

2013-Bane-Kristensen-Engelbrecht-Clausen-01

Det var marginalerne, der blev afgørende, da tredje afdeling af Danish Endurance Championship blev afviklet i forbindelse med Augustløbet på Ring Djursland. Fire sekunder – eller 3,867 for at være helt præcist – var forskellen mellem den vindende bil med Martin Clausen/Jan Engelbrecht/Jacob Kristensen, Ribe/Virum/Selling, og søsterbilen fra AD Racing, der blev bemandet af Martin Frederiksen/Per Poulsen/Ole Thorborg, Odense/Årup/Odense.

Begge mandskaber deltog i to identiske Renault Clio III-racere, og det var reelt set arbejdet i pitten, som blev afgørende for udfaldet. Men medvirkende til, at trioen Martin Clausen/Jan Engelbrecht/Jacob Kristensen kunne vinde, var også nogle af de uheld, som overgik et par af de hurtigere biler i feltet.

2013-Bane-Ferrari-01

Dennis Holbæk Pedersen, Bjert, var således hurtigste mand i sin danskbyggede Aquila-prototype, men en afkørsel indenfor løbets første halve time eliminerede ham. Herefter var det feltets eneste Ferrari, som dominerede, men da Casper Spanner, Skjern, kom i bilen, præsterede han en afkørsel, som var meget lig den, Dennis Holbæk Pedersen havde haft. Ferrarien blev skadet, men der var udelukkende tale om skader på karrosseri, dæk og fælge, så efter et 11 minutter langt pitstop, hvor et par kilo sand blev fjernet fra bilen, var man klar til at genoptage løbet. Men nu var man 11 omgange efter, og selv om det lykkedes kørertrioen, som også bestod af Mads Andersen, Hjørring, og Tommy Schröter, Vojens, at indhente noget af det tabte, var de dog stadig fem omgange bagefter ved det ternede flag. Holdet vandt dog divisionen for de kraftigste biler.

Mens Martin Clausen/Jan Engelbrecht/Jacob Kristensen med deres generalsejr også vandt deres division, kunne Emil Andersen/Nicolai Nielsen, begge Haderslev, i deres debutløb vinde divisionen for de mindste biler. Endelig blev det også til en sejr for René Lund/René Hagedorn, Haderslev/Gadstrup, i divisionen for tunede to-liters biler, selv om de fik ødelagt bagbroen på deres bil efter en kollision.